SCENEN SOM SYMBOL
Peking Opera's Stagecraft: Gestes, kamp og lyd
Der er næsten ingen kulisser på en Pekingopera-scene – en pisk står for en hest, et bord for et bjerg. Her er, hvordan kunstformens symbolske sprog fungerer.
Se Liyuan Theatre billetter på GetYourGuide ↗En bar scene gør arbejdet for et helt sæt.
Traditionelle Peking-opera-scener har næsten intet scenografi — ofte blot et bord og to stole, en konvention der til tider kaldes yizhuo eryi. Hvad det simple møblement repræsenterer, skifter konstant alt efter hvordan kunstnerne bruger det: det samme bord kan blive til en trone, en bjergtop, en bymur, en seng eller en dommerbænk i løbet af ét enkelt program, signaleret gennem skuespillerens positionering og bevægelser snarere end gennem sceneskift. Dette er ikke en budgetbesparelse, men et bevidst æstetisk valg, nedarvet fra Peking-operaens teatralske forfædre, som lægger hele ansvaret for at skabe scenen over på selve optræden frem for på produktionsdesign — hvilket er en del af grunden til, at skuespilsproget er så tæt på betydning.
Hverdagens genstande bliver til symbolske rekvisitter
I stedet for fysiske kulisser og rekvisitter bygger Pekingoperaen på et fælles symbolsk sprog af rekvisitter og bevægelser, som publikum lærer at aflæse. En silkesvøbe, der holdes og svinges, signalerer, at en person kører til hest; en åre, der føres i roning, indikerer en båd, der krydser vand; at gå i en stor cirkel rundt på scenen markerer en lang rejse, uanset den faktiske fysiske afstand; et flag med et malet hjul repræsenterer en stridsvogn, der passerer forbi. Intet af dette skal forveksles med realisme – det er en stiliseret forkortelse, aftalt mellem både udøvere og publikum, som lader en historie dække store afstande, årtier eller hele slag på en kompakt scene og i en kort sekvens.
Kampscener hentet fra ægte kampsport
Den akrobatiske kampkunst, som Pekingoperaen er berømt for, er ikke blot scenepynt – den trækker direkte på kinesisk kampkunst og akrobatisk træning, koreograferet til tæt timede sekvenser med saltomortaler, våbenteknik og nærkamp. Disse sekvenser falder primært på wusheng- og wudan-udøvere, som træner fysisk i årevis sideløbende med deres vokalstudier, da en kampscene kræver samme præcision som en sunget arie, men med langt mindre plads til fejl. I stedet for at simulere kaotisk vold er koreografien bevidst stiliseret og rytmisk, ofte tæt synkroniseret med slagtøjsorkestret, så en kampscene opleves lige så meget som dans som kamp – spektakulær at se på, men bygget på ægte fysisk kunnen.
Orkestret: to sektioner, én fælles puls
En Peking Opera-forestilling drives af et lille orkester på scenen, der er opdelt i to funktioner. Den civile sektion, wenchang, leverer melodi med strenge- og blæseinstrumenter, anført af jinghu – en lille, højstemt tostrenget buefiddle, hvis gennemtrængende klang er en af kunstformens mest genkendelige lyde. Den martialiske sektion, wuchang, er bygget op omkring percussion – gongonger, trommer og klaptræer – og gør langt mere end at holde takten: den signalerer ind- og udgange, markerer følelsesmæssige højdepunkter og driver tempoet i akrobatiske kampscener i tæt koordination med performerne på scenen. Den ledende percussionist, der spiller på en lille højstemt tromme, fungerer reelt som dirigent for hele ensemblet i realtid.
Fire færdigheder ligger til grund for enhver rolle
Peking Opera-træning er traditionelt organiseret omkring fire kernefærdigheder, som enhver udøver skal mestre i en vis grad, uanset rollettype: chang, sang; nian, stiliseret recitation og talt dialog; zuo, ekspressivt skuespil og bevægelse; og da, kamp og akrobatik. Hvor meget en udøver læner sig op ad hver færdighed afhænger af deres hangdang — en laosheng-lærd læner sig op ad chang og nian, en wusheng-kriger læner sig op ad da — men alle fire forbliver en del af det traditionelle pensum. Det er denne kombination, snarere end nogen enkelt færdighed isoleret, der adskiller Peking Opera-udøvere fra specialister i vestlig sang, skuespil eller stage-combat-traditioner, og hvorfor træningen typisk begynder i barndommen og fortsætter i årevis, før en udøver påtager sig hovedroller.