SCENEN SOM SYMBOL
Pekingoperas scenekunst: Gestik, kamp og lyd
Der er næsten ingen kulisser på en Pekingopera-scene — en pisk står for en hest, et bord for et bjerg. Her er, hvordan kunstformens symbolske sprog fungerer.
Se billetter til Liyuan-teatret på GetYourGuide ↗En nøgen scene gør arbejdet for et helt scenebillede
Traditionelle Pekingopera-scener har næsten ingen kulisser — ofte blot et bord og to stole, en konvention nogle gange kaldet yizhuo eryi. Hvad dette enkle møblement repræsenterer, ændrer sig konstant alt efter, hvordan udøverne bruger det: det samme bord kan blive en trone, en bjergtop, en bymur, en seng eller en dommerbænk inden for et enkelt program, signaleret gennem skuespillerens placering og bevægelse frem for nogen ændring af scenen. Dette er ikke en budgetgenvej, men et bevidst æstetisk valg nedarvet fra Pekingoperas teaterforfædre, der lægger hele byrden med at skabe scenen på selve forestillingen frem for produktionsdesign — hvilket er en del af grunden til, at skuespilvokabularet er så tæt pakket med betydning.
Hverdagens genstande bliver symbolske rekvisitter
I stedet for bogstavelige kulisser og køretøjer stoler Pekingopera på et fælles vokabular af symbolske rekvisitter og bevægelser, som publikum lærer at læse. En silkepisk, der holdes og svinges, angiver, at en figur rider på en hest; en åre, der føres i en roende bevægelse, angiver en båd, der krydser vand; at gå i en stor cirkel rundt på scenen signalerer en lang rejse, uanset den fysiske afstand, der faktisk tilbagelægges; et flag malet med et hjul repræsenterer en stridsvogn, der passerer forbi. Intet af dette er ment at blive forvekslet med realisme — det er en stiliseret stenografi, vedtaget af både udøvere og publikum, som lader en historie dække enorme afstande, årtier eller hele slag inden for et kompakt scenerum og en kort scene.
Kampscener hentet fra ægte kampkunst
Den akrobatiske kamp, som Pekingopera er berømt for, er ikke scenepynt — den trækker direkte på kinesisk kampkunst og akrobatisk træning, koreograferet til stramt timede rutiner med tumlinger, våbenarbejde og nærkamp. Disse sekvenser tilfalder hovedsageligt wusheng- og wudan-udøvere, som træner fysisk i årevis side om side med deres vokalstudier, da en kampscene kræver samme præcision som en sunget arie, men med langt mindre margin for fejl. I stedet for at simulere kaotisk vold er koreografien bevidst stiliseret og rytmisk, ofte stramt synkroniseret med percussionorkestret, så en kampsekvens læses lige så meget som en dans som en kamp — spektakulær at se på, men bygget på ægte fysisk kunnen.
Orkestret: to sektioner, én fælles puls
En Pekingopera-forestilling drives af et lille orkester på scenen opdelt i to funktioner. Den civile sektion, wenchang, leverer melodi ved hjælp af stryge- og blæseinstrumenter, anført af jinghu — en lille, højttonet tostrenget buefiol, hvis gennemtrængende tone er en af kunstformens mest genkendelige lyde. Den martiale sektion, wuchang, er bygget op omkring percussion — gonger, trommer og klappere — og gør langt mere end at holde takten: den markerer ind- og udgange, understreger følelsesmæssige højdepunkter og driver tempoet i akrobatiske kampsekvenser i tæt koordination med udøverne på scenen. Den førende percussionist, som spiller en lille højttonet tromme, dirigerer reelt hele ensemblet i realtid.
Fire færdigheder ligger til grund for enhver rolle
Pekingoperaens træning er traditionelt organiseret omkring fire kernefærdigheder, som enhver udøver i en eller anden grad skal mestre, uanset rollens type: chang, sang; nian, stiliseret recitation og talt dialog; zuo, udtryksfuldt skuespil og bevægelse; og da, kamp og akrobatik. Hvor meget en udøver læner sig op ad den enkelte færdighed, afhænger af deres hangdang — en laosheng-lærd læner sig op ad chang og nian, en wusheng-kriger læner sig op ad da — men alle fire forbliver en del af det traditionelle pensum. Det er netop denne kombination, snarere end nogen enkelt færdighed isoleret set, der adskiller Pekingoperaens udøvere fra specialister inden for vestlige sang-, skuespil- eller scenekamptraditioner, og grunden til at træningen typisk begynder i barndommen og fortsætter i årevis, før en udøver påtager sig hovedroller.