HANGDANG FORKLARET
Pekingoperaens rolleteorier: Sheng, Dan, Jing og Chou
Enhver Peking Opera-figur tilhører én af fire rollettyper, hver med sin egen stemme og gestik. Lær at aflæse dem, og enhver forestilling bliver langt lettere at følge med i.
Se Liyuan Theatre billetter på GetYourGuide ↗Pekingoperaens fire centrale rolleteknikker
| Rolletype | Hvem de spiller | Sådan spotter du dem |
|---|---|---|
| Sheng (生) | Mandlige hovedroller — lærde, embedsmænd, unge mænd, krigere | Naturlig fremtoning, afdæmpede bevægelser, ofte uden eller med kun lidt ansigtssminke. |
| Dan (旦) | Kvinderoller på tværs af alder og temperament | Fine bevægelser, vandærme-gestikulationer, udsmykkede hovedbeklædninger |
| Jing (净) | Magtfulde, større-end-livet mænd — generaler, guder, skurke | Dristig ansigtsmaling, dyb klangfuld stemme, kraftfuld gestik |
| Chou (丑) | Tegneseriefigurer, ofte af lavere social status eller med en skælmsk natur | En lille hvid plet omkring næse og øjne, improviseret vid. |
Herrer: de mandlige hovedroller, opdelt efter alder og færdigheder
Sheng-rollerne dækker over Pekingoperaens mandlige hovedroller, men kategorien er langt fra ensartet. Laosheng-figurer er værdige ældre mænd – lærde, ministre, generaler – der synges i et naturligt leje og ofte kendetegnes af et langt, velplejet skæg, der signalerer alder og status. Xiaosheng-roller er unge mænd, typisk fremført i et højere, til tider falsetpræget toneleje for at antyde ungdom. Wusheng-roller er krigeriske mænd – soldater og eventyrere – der er tungt trænet i akrobatik og sceneslagsmål frem for vokal udsmykning. En udøver specialiserer sig som regel i én sheng-subtype gennem hele karrieren, da den fysiske og vokale træning, der kræves for eksempelvis wusheng-akrobatik, adskiller sig enormt fra den beherskede, siddende værdighed, man forventer af en laosheng-lærd embedsmand.
Danmark: kvinderoller og en lang tradition for mandlige performere
Dan-rollerne fremstiller kvinder på tværs af en række temperamenter: qingyi er dydige, fattede gifte kvinder eller enker, sunget i en raffineret, behersket stil; huadan er livlige, flirtende unge kvinder med hurtigere, mere legende bevægelser; wudan er kampklædte kvinder med akrobatiske færdigheder; laodan er ældre kvinder, sunget i et lavere leje tættere på naturlig tale. I store dele af Pekingoperaens historie blev kvinderoller udført af mandlige skuespillere, der fra barndommen var trænet i dan-teknikken, en tradition, der frembragte nogle af kunstformens mest fejrede udøvere. Kvindelige skuespillere har siden det tyvende århundrede oftere spillet dan-roller, men selve dan-teknikken — stemme, gestik, gangart — forbliver en distinkt specialisering, der kræver års træning.
Jing: malede ansigter til magtfulde, overdrevne karakterer
Jing-rollerne er forbeholdt de modige, større-end-livet mænd — generaler, krigsherrer, guder, dæmoner og skurke — udført med en buldrende, projiceret stemme og den udførlige malede ansigtsmakeup, der kaldes lianpu. Farverne og mønstrene i en jing-karakters ansigt er ikke et dekorativt valg, men et kodesprog for personligheden, påført efter konventioner, der er opbygget gennem generationer af opførelser. Jing-udøvere træner lige så meget i en kraftfuld fysisk tilstedeværelse som i vokal styrke, da disse roller ofte kombinerer sang med de akrobatiske kampscener, som Pekingoperaen er kendt for. En jing-entré er som regel et af de mest visuelt slående øjeblikke i ethvert program, netop fordi makeup'en annoncerer karakterens væsen, før der er sunget en eneste linje.
Chou: den komiske rolle med licens til at bryde reglerne
Chou-optrædener spiller komiske karakterer — tjenestefolk, matchmakere, mindre embedsmænd, bedragere — som er umiddelbart genkendelige på en lille hvid makeupplet omkring næse og øjne, undertiden kaldet "det lille blomsteransigt." Trods navnets lighed med vestlig klovneri kræver chou-roller seriøs træning i akrobatik, ordspil og komisk timing, og chou-optrædende får ofte større frihed end andre rollegrupper til at improvisere dialog eller henvende sig direkte til publikum, og dermed bryde den fjerde væg for en latter. Langt fra at være fyldstof genstarter en velplaceret chou-scene den følelsesmæssige rytme i et program mellem tungere sheng-, dan- eller jing-numre, hvilket er grunden til, at de fleste aftener inkluderer mindst én.
Derfor eksisterer hele systemet
Kunstnere forpligter sig tidligt i deres uddannelse til én hangdang, eller rollekategori, og krydser sjældent mellem dem, fordi hver enkelt kræver en anden stemmeplacering, fysisk vokabularium og et repertoire, der læres over år frem for måneder. For publikum er udbyttet tydelighed: en karakters rollettype – signaleret gennem stemme, gangart, kostume og, for jing og chou, makeup – fortæller dig nogenlunde, hvilken slags person du ser, få sekunder efter vedkommendes entré, længe før selve handlingen gør noget klart. Det er især nyttigt for førstegangsbesøgende, der ser et program med flere korte, ukendte stykker på én aften, da hangdang-systemet bærer en stor del af det fortællende arbejde, der normalt overlades til dialogen alene.