HANGDANG FORKLARET
Peking Operas rolletyper: Sheng, Dan, Jing og Chou
Enhver Peking Opera-karakter passer ind i en af fire rolletyper, hver med sin egen stemme og gestik. Lær at læse dem, og enhver forestilling bliver langt lettere at følge.
Se billetter til Liyuan-teatret på GetYourGuide ↗Pekingsoperaens fire kerne-rollertyper
| Rollertype | Hvem de spiller | Sådan genkender du dem |
|---|---|---|
| Sheng (生) | Mandlige hovedroller — lærde, embedsmænd, unge mænd, krigere | Naturlig stemme, tilbageholdt gestik, ofte lidt eller ingen ansigtsmaling |
| Dan (旦) | Kvindelige roller på tværs af alder og temperament | Fin bevægelse, vandærme-gestik, fornemme hovedprydelser |
| Jing (净) | Magtfulde, farverige mænd — generaler, guder, skurke | Fed, malet ansigtsmakeup, dyb klangfuld stemme, kraftfuld gestik |
| Chou (丑) | Komiske figurer, ofte af lavere status eller drillesyge | Lille hvidt felt omkring næse og øjne, improviseret vid |
Sheng: de mandlige hovedroller, opdelt efter alder og færdighed
Sheng-roller dækker Pekingoperas mandlige hovedroller, men kategorien er ikke ensartet. Laosheng-figurer er værdige ældre mænd — lærde, ministre, generaler — sunget med naturlig stemme og ofte kendetegnet ved et langt, stylet skæg, der signalerer alder og status. Xiaosheng-roller er unge mænd, typisk fremført med en højere, nogle gange falsetpræget stemme for at antyde ungdom. Wusheng-roller er kampmænd — soldater og eventyrere — tungt trænet i akrobatik og scenekamp snarere end vokal udsmykning. En udøver specialiserer sig normalt i én sheng-undergruppe gennem hele karrieren, da den fysiske og vokale træning, der kræves for f.eks. wusheng-akrobatik, adskiller sig enormt fra den beherskede, siddende værdighed, der forventes af en laosheng-lærd embedsmand.
Dan: kvindelige roller og en lang tradition for mandlige udøvere
Dan-roller portrætterer kvinder med en bred vifte af temperamenter: qingyi er dydige, fattede gifte kvinder eller enker, sunget i en raffineret, kontrolleret stil; huadan er livlige, flirtende unge kvinder med hurtigere, mere legende bevægelser; wudan er kampkvinder dygtige i akrobatisk kamp; laodan er ældre kvinder, sunget i et lavere register tættere på naturlig tale. Gennem store dele af Pekingoperas historie blev kvindelige roller fremført af mandlige skuespillere trænet fra barndommen i dan-teknik, en tradition der frembragte nogle af kunstformens mest fejrede udøvere. Kvindelige udøvere har oftere spillet dan-roller siden det tyvende århundrede, men selve dan-teknikken — stemme, gestik, gangart — forbliver en særskilt, årelang specialisering.
Jing: malede ansigter til magtfulde, overskridende figurer
Jing-roller er forbeholdt dristige, storladne mænd — generaler, krigsherrer, guder, dæmoner og skurke — fremført med en drønende, projiceret stemme og den forfinede malede ansigtsmakeup kaldet lianpu. Farverne og mønstrene i en jing-figurs ansigt er ikke et dekorativt valg, men et kodet signal om personlighed, påført efter konventioner opbygget gennem generationers optræden. Jing-udøvere træner for kraftfuld fysisk tilstedeværelse lige så meget som vokal styrke, da disse roller ofte kombinerer sang med de akrobatiske kampsekvenser, Pekingopera er kendt for. En jing-entré er normalt et af de mest visuelt slående øjeblikke i ethvert program, netop fordi makeupen annoncerer figurens natur, før en eneste replik synges.
Chou: den komiske rolle med licens til at bryde reglerne
Chou-udøvere spiller komiske figurer — tjenere, ægteskabsformidlere, mindre embedsmænd, trickmagere — øjeblikkeligt genkendelige på et lille felt hvid makeup omkring næse og øjne, nogle gange kaldet "det lille blomsteransigt". På trods af navnets lighed med vestlig klovneri kræver chou-roller seriøs træning i akrobatik, ordspil og komisk timing, og chou-udøvere får ofte mere frihed end andre rolletyper til at improvisere replikker eller henvende sig direkte til publikum og bryde den fjerde væg for at få en latter. Langt fra at være fyldstof nulstiller en velplaceret chou-scene et programs følelsesmæssige tempo mellem tungere sheng-, dan- eller jing-numre, hvilket er grunden til, at de fleste aftener inkluderer mindst én.
Hvorfor hele systemet findes
Udøvere binder sig tidligt i deres træning til én hangdang, eller rolletypekategori, og skifter sjældent mellem dem, fordi hver især kræver en anden stemmeplacering, fysisk vokabular og repertoire, der læres over år snarere end måneder. For publikum er gevinsten læsbarhed: en karakters rolletype — signaleret gennem stemme, gangart, kostume og, for jing og chou, makeup — fortæller dig groft, hvilken slags person du ser, inden for sekunder efter deres entré, længe før selve plottet gør noget klart. Det er særligt nyttigt for førstegangsbesøgende, der ser et program med flere korte, ukendte stykker på én aften, da hangdang-systemet udfører meget af det historiefortællingsarbejde, der normalt overlades til dialogen alene.