OPRINDELSESFORTÆLLINGEN
Hvordan Pekingopera begyndte: Fra Anhui-trupper til Jingju
Pekingopera er yngre, end de fleste tror — knap 200 år gammel. Her er historien om, hvordan fire omrejsende trupper og en kongelig fødselsdag gav ophav til Kinas berømte operaform.
Se billetter til Liyuan-teatret på GetYourGuide ↗1790: fire trupper ankommer til en kejsers fødselsdag
Peking Operas sædvanlige oprindelsespunkt er 1790, hvor De Fire Store Anhui-trupper rejste til Beijing for at optræde ved Qianlong-kejserens firsårsfødselsdagsfejring. Disse trupper medbragte den regionale opera-stil fra Anhui-provinsen — kendt som huiban — bygget på percussion-drevne melodier og fysisk, akrobatisk iscenesættelse. I stedet for at vende hjem bagefter blev flere trupper i hovedstaden og optrådte for både hoffet og offentligheden. I de følgende årtier delte de scener og personale med trupper fra andre regioner og smeltede efterhånden forskellige vokale og musikalske traditioner sammen til noget nyt. Denne langsomme fusion i hovedstaden, snarere end en enkelt opfindelse, er grunden til, at historikere normalt beskriver Peking Opera som opstået frem for grundlagt på en bestemt dato.
En fusion med Han-opera skaber den musikalske rygrad
Den afgørende ingrediens ankom et par årtier senere, da Anhui-trupper begyndte at optage musikere og sangere fra Han-opera, en tradition fra Hubei-provinsen. Han-opera bidrog med den melodiske erhuang-toneart, som kombineredes med xipi-tonearten, som Anhui-udøverne allerede brugte. Sammen blev disse to tonearter — stadig kaldet pihuang, efter deres kombinerede navne — det musikalske fundament for Peking Opera og formede dens sangstil, instrumentering og endda stemningen i dens førende strengeinstrument, jinghu. Kunqu-opera, en ældre og mere litterær sydlig tradition, lånte også iscenesættelseskonventioner og repertoire undervejs. Resultatet var hverken rent Anhui eller rent Han, men en genuint ny hybrid, der tog form inde i Beijings teatre.
Krystalliserer sig til en genkendelig form i midten af 1800-tallet
Omkring 1840'erne til 1860'erne havde denne blanding af regionale stilarter sat sig i en form, der var distinkt nok til at fortjene sit eget navn: Jingju, bogstaveligt talt "hovedstadens opera", side om side med det næsten synonyme Jingxi. Dets rolletypesystem, konventioner for malede ansigter, percussion-ledede orkester og stiliserede iscenesættelse var nu genkendeligt den kunst, der opføres i dag, selvom enkelte stykker og detaljer i opførelsen fortsat udviklede sig. Denne modningsperiode faldt sammen med voksende popularitet blandt almindelige beijingboere såvel som hoffet, hvilket hjalp formen med at sprede sig ud over hovedstaden til andre kinesiske byer inden for en generation — en rækkevidde, som få af de mange regionale opera-stilarter, den trak på, nogensinde opnåede på egen hånd.
Hoffets protektion indleder en guldalder
Peking Operas fremgang gennem anden halvdel af det nittende århundrede skyldtes i høj grad protektion ved Qing-hoffet, mest bemærkelsesværdigt fra enkekejserinde Cixi, som var kendt for at foretrække formen og lod opførelser iscenesætte til hoffets underholdning. Denne kongelige tilknytning gav Peking Opera en prestige, som regionale rivaler manglede, mens dens tilgængelige blanding af sang, komedie, spektakel og kamp holdt den populær langt ud over paladsets mure. Ved begyndelsen af det tyvende århundrede var den blevet den mest opførte opera-stil i Kina, med dedikerede teatre, professionelle trupper og stjerneskuespillere i Beijing, Shanghai og andre store byer — en national kunstform i praksis, ikke blot af navn.
Overlever det tyvende århundrede, derefter en UNESCO-opføring
Peking Operas tyvende århundrede var ikke gnidningsfrit — krig, politisk omvæltning og, under Kulturrevolutionen, strenge begrænsninger på, hvilke traditionelle stykker der overhovedet måtte opføres, forstyrrede træning og opførelser i en generation. Det klassiske repertoire overlevede ikke desto mindre og blev gradvist genoprettet på scenerne fra slutningen af 1970'erne og frem. Anerkendelsen fulgte årtier senere: i 2010 optog UNESCO Peking Opera på sin repræsentative liste over immateriel kulturarv og hædrede både kunstformens dybde og det arbejde, der stadig kræves for at holde dens scenekunst i live. For besøgende i dag er den historie ikke låst inde i et museum — den opføres, live, i Beijings teatre de fleste aftener i ugen.