OPRINDELSESHISTORIEN
Sådan begyndte Pekingoperaen: Fra Anhui-trupperne til Jingju
Peking Opera er yngre, end de fleste tror — knap 200 år gammel. Her er historien om, hvordan fire omrejsende teatertrupper og en kongelig fødselsdag gav stødet til Kinas berømte operaform.
Se Liyuan Theatre billetter på GetYourGuide ↗1790: fire trup ankommer til en kejsers fødselsdag
Peking Operaens sædvanlige oprindelsespunkt er 1790, da De Fire Store Anhui-trupper rejste til Beijing for at optræde ved Qianlong-kejserens fejring af hans firsindstyvende fødselsdag. Disse trupper førte Anhui-provinsens regionale operastil med sig — kendt som huiban — bygget på perkussionsdrevne melodier og fysisk, akrobatisk iscenesættelse. I stedet for at vende hjem bagefter blev flere af trupperne i hovedstaden og optrådte både for hoffet og for offentligheden. I de følgende årtier delte de scener og personale med trupper fra andre regioner og blandede gradvist forskellige vokale og musikalske traditioner til noget nyt. Denne langsomme sammensmeltning i hovedstaden — snarere end en enkelt opfindelse — er grunden til, at historikere typisk beskriver Peking Operaen som noget, der opstod, frem for noget, der blev grundlagt på en bestemt dato.
En fusion med Han-opera skaber den musikalske rygrad
Den afgørende ingrediens kom et par årtier senere, da Anhui-trupper begyndte at optage musikere og sangere fra Han-operaen, en tradition fra Hubei-provinsen. Han-operaen bidrog med den melodiske tilstand erhuang, som blev kombineret med xipi-tilstanden, som Anhui-udøverne allerede anvendte. Tilsammen blev disse to tilstande – stadig kaldet pihuang, efter deres kombinerede navne – det musikalske fundament for Pekingoperaen og formede dens sangstil, instrumentering og endda tonehøjden på dens førende strengeinstrument, jinghuen. Kunqu-operaen, en ældre og mere litterær sydlig tradition, bidrog også med sceniske konventioner og repertoire undervejs. Resultatet var hverken rent Anhui eller rent Han, men et ægte nyt hybridudtryk, der tog form i Beijings teatre.
Krystalliserede sig til en genkendelig form omkring midten af 1800-tallet
Omkring 1840'erne til 1860'erne havde denne blanding af regionale stilarter udviklet sig til en form, der var så distinkt, at den fik sit eget navn: Jingju, bogstaveligt talt "hovedstadsopera," sideløbende med det næsten synonyme Jingxi. Dens rollegestalt-system, malede ansigtskonventioner, slagtøjsledede orkester og stiliseret iscenesættelse var nu genkendeligt den kunst, der opføres i dag, selvom de enkelte stykker og fremførelsesdetaljer fortsat udviklede sig. Denne stabiliseringsperiode faldt sammen med en voksende popularitet blandt almindelige beboere i Beijing såvel som ved hoffet, hvilket hjalp formen med at sprede sig ud over hovedstaden til andre kinesiske byer inden for en generation — en rækkevidde, som få af de mange regionale operastilarter, den trak på, nogensinde opnåede på egen hånd.
Hoffets mæcenat indleder en guldalder
Peking-operaens fremgang gennem anden halvdel af det nittende århundrede skyldtes i høj grad protektion i Qing-hoffet, ikke mindst fra enkekejserinde Cixi, som var kendt for at foretrække denne kunstart og fik opført forestillinger til hoffets underholdning. Denne kongelige tilknytning gav Peking-operaen en prestige, som regionale rivaler manglede, mens dens tilgængelige blanding af sang, komedie, spektakel og kampkunst holdt den populær langt ud over paladsets mure. Ved begyndelsen af det tyvende århundrede var den blevet den mest udbredte operaform i Kina, med dedikerede teatre, professionelle trup og stjerneskuespillere i Beijing, Shanghai og andre større byer — en national kunstform i praksis, ikke blot i navnet.
Efter at have overlevet det tyvende århundrede, derefter en UNESCO-opførelse
Pekingoperaens tyvende århundrede var ikke let — krig, politisk omvæltning og, under Kulturrevolutionen, strenge restriktioner på hvilke traditionelle stykker der overhovedet måtte opføres, afbrød træning og forestillinger for en hel generation. Det klassiske repertoire overlevede dog og blev gradvist genoprettet på scenerne fra slutningen af 1970'erne. Formel international anerkendelse fulgte i 2010, da UNESCO optog Pekingoperaen på den repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv, som anerkendelse af både dens kunstneriske dybde og det fortsatte arbejde, der kræves for at holde dens opførelsestraditioner i live. For nutidens besøgende er den historie ikke låst inde i et museum — den opføres live på Beijing-teatre de fleste aftener i ugen.