LEGENDER PÅ SCENEN
Pekingoperaens berømte historier: Farvel min konkubine
Fra en dødsdømt generals sidste nat til Abekongens hærgen – det er de historier og kunstnere, du med størst sandsynlighed møder på en Beijing-operaforestilling.
Se Liyuan Theatre billetter på GetYourGuide ↗Farvel min konkubine: loyalitet ved et imperiums ende
Blandt Pekingoperaens mest varige værker er Farvel, min konkubine, som bygger på den historiske magtkamp mellem de rivaliserende krigsherrer Xiang Yu og Liu Bang ved slutningen af Qin-dynastiet og grundlæggelsen af Han-dynastiet for over to tusind år siden. Operaen centrerer sig om Xiang Yus sidste nat før et afgørende nederlag, og hans hustru Yus valg om at tage sit eget liv frem for at blive en byrde for ham, mens hans hær kollapser – et værk bygget næsten udelukkende op omkring loyalitet, kærlighed og tragedie frem for storslået sceneshow. Kombinationen af en stærk jing- eller laosheng-hovedrolle, en krævende dan-rolle og en berømt sværddans-sekvens har holdt den som en fast bestanddel af repertoiret, og titlen gav senere navn til en internationalt kendt film fra 1993, der er løst inspireret af operaen og dens udøvere.
Havoc in Heaven: Abekongen løber amok
Med udgangspunkt i den klassiske roman Rejsen mod Vest er Larm i Himlen — til tider oversat som Oprør i Himlen — en dramatiseret fortælling om den frække udødelige Sun Wukong, Abe-Kongen, der gør oprør mod det himmelske bureaukrati, efter at han ikke får den respekt, han mener at fortjene. Det er et af Pekingoperaens flagskibsnumre for wusheng-uddannede performere, der specialiserer sig i den krævende "abeopera"-stil, som kombinerer hurtige akrobatiknumre, kampkoreografi og bred fysisk komik på en måde, som få andre stykker forsøger på samme tid. Fordi det er farverigt, tempofyldt og i høj grad forståeligt uden dybt kendskab til kinesisk historie, er uddrag fra Larm i Himlen et hyppigt valg på turistrettede programmer, der søger et tilgængeligt og energisk indslag side om side med roligere, mere dialogdrevne værker.
Mei Lanfang: den kunstner, der førte Pekingoperaen ud i verden
Ingen enkeltkunstner er tættere forbundet med Pekingoperaens internationale ry end Mei Lanfang, det tyvende århundredes mest fejrede dan-udøver, berømt for sin forfining af kvinderollens teknik på tværs af qingyi, huadan og andre dan-subtyper. Ud over sin position i hjemlandet turnerede Mei Lanfang internationalt i slutningen af 1920'erne og 1930'erne, hvor han optrådte i Japan, USA og Sovjetunionen, og han tillægges i vid udstrækning æren for første gang at have introduceret Pekingoperaens æstetik til vestlige publikummer og kunstnere. Hans indflydelse på, hvordan dan-roller trænes og udføres, lever videre i kunstformen den dag i dag, og hans navn er stadig det naturlige referencepunkt, når talen falder på kvinderollens tradition i Pekingoperaen.
Hvor repertoirets historier kommer fra
En stor del af Pekingoperaens klassiske repertoire bygger på et forholdsvis lille fælles fundament af kendte fortællinger, som er velkendte i kinesisk historiefortælling: historiske krøniker fra De Tre Rigers tid og Han-Chu-konflikten, folkeheltebanditterne fra Vandranden, den overnaturlige rejse i Rejsen mod Vest, samt forskellige hofromancer og legender, der er gået i arv gennem tidligere operatraditioner. Da disse kildestories allerede var bredt kendt blandt kinesiske publikummer, kunne dramatikere og optrædende fokusere mindre på baggrundsforklaring og mere på selve forestillingen — sangen, kampene, de følelsesmæssige højdepunkter — trygge i vidensen om, at publikum allerede forstod, hvem karaktererne var, og nogenlunde hvordan deres historier endte, meget ligesom vestlige publikummer møder en velkendt myte eller et eventyr med forhåndsviden.
Hvad der faktisk vises på en scene i Beijing
På få Beijing-scener opføres en helaftensopera i ét stræk; i stedet byder en aften typisk på en håndfuld kortere, selvstændige uddrag, ofte udvalgt netop for at fremvise forskellige rollegrupper og teknikker gennem programmet. Det betyder, at en gæst kan opleve en dramatisk scene fra Farvel, min konkubine, et komisk eller akrobatisk uddrag fra et Abe-Kongen-stykke samt en jing-optræden med malet ansigt – alt sammen på én aften, frem for at forpligte sig til én lang fortælling. Det er en praktisk såvel som kunstnerisk format – forkortede uddrag egner sig godt til publikumsorienteret programlægning, og kender man på forhånd handlingen i et par kendte historier, er det betydeligt lettere at følge med i, hvad der sker på scenen – selv med engelske undertekster løbende ved siden af.