LEGENDER PÅ SCENEN
Pekingoperaens berømte fortællinger: Farvel min konkubine
Fra en dødsdømt generals sidste nat til Abe-kongens rasen — det er de fortællinger og udøvere, der med størst sandsynlighed dukker op på et pekingopera-program.
Se billetter til Liyuan-teatret på GetYourGuide ↗Farvel min konkubine: loyalitet ved et imperiums undergang
Blandt Pekingoperaens mest bestående værker er Farvel min konkubine, hentet fra den historiske kamp mellem de rivaliserende krigsherrer Xiang Yu og Liu Bang ved Qin-dynastiets afslutning og grundlæggelsen af Han for over to tusind år siden. Operaen kredser om Xiang Yus sidste nat før et afgørende nederlag, og hans konkubine Yus valg om at tage sit eget liv frem for at blive en byrde for ham, da hans hær bryder sammen — et værk bygget næsten udelukkende omkring loyalitet, kærlighed og tragedie snarere end spektakel. Kombinationen af en kraftfuld jing- eller laosheng-hovedrolle, en krævende dan-rolle og en berømt sværddanssekvens har holdt det som en fast bestanddel af repertoiret, og dets titel lånte senere sit navn til en internationalt kendt film fra 1993, løst inspireret af operaen og dens udøvere.
Uro i himlen: Abe-kongen raser
Hentet fra den klassiske roman Rejsen mod Vest dramatiserer Uro i himlen — nogle gange oversat som Oprør i himlen — den drillesyge udødelige Sun Wukong, Abe-kongen, der gør oprør mod det himmelske bureaukrati, efter at være blevet nægtet den respekt, han mener, han fortjener. Det er et af Pekingoperaens paradeværker for wusheng-trænede udøvere, der specialiserer sig i den krævende "abeopera"-stil, og kombinerer hurtig akrobatik, kampkoreografi og bred fysisk komik på en måde, som få andre værker forsøger på én gang. Fordi det er farverigt, tempofyldt og stort set forståeligt uden dybt kendskab til kinesisk historie, er uddrag fra Uro i himlen et almindeligt valg på besøgsorienterede programmer, der søger et tilgængeligt, højenergisk værk side om side med mere stille, dialogdrevne stykker.
Mei Lanfang: udøveren, der bragte Pekingoperaen ud i verden
Ingen enkelt udøver er tættere forbundet med Pekingoperaens internationale omdømme end Mei Lanfang, det tyvende århundredes mest fejrede dan-udøver, berømt for sin forfinelse af kvinderolleteknikken inden for qingyi, huadan og andre dan-subtyper. Ud over sin position hjemme turnerede Mei Lanfang internationalt i slutningen af 1920'erne og i 1930'erne med optrædener i Japan, USA og Sovjetunionen og tilskrives bredt æren for for første gang at have introduceret Pekingoperaens æstetik for vestlige publikummer og kunstnere. Hans indflydelse på, hvordan dan-roller trænes og udføres, lever videre i kunstformen den dag i dag, og hans navn forbliver det faste referencepunkt, hver gang kvinderoletraditionen i Pekingoperaen kommer på tale.
Hvor repertoirets fortællinger kommer fra
En stor del af Pekings Operas klassiske repertoire trækker på en forholdsvis lille pulje af fælles kilder, som er velkendte i kinesisk historiefortælling: historiske krøniker om de Tre Kongedømmer og Han-Chu-konflikten, de folkelige heltebanditter fra Vandmargen, den overnaturlige rejse i Rejsen mod Vest samt forskellige hofromancer og legender, der er blevet overleveret gennem tidligere operatraditioner. Fordi disse kildest historier allerede var bredt kendte for kinesiske publikummer, kunne dramatikere og udøvere fokusere mindre på eksposition og mere på selve forestillingen — sangen, kampen, de følelsesmæssige højdepunkter — i tryg viden om, at publikum allerede forstod, hvem personerne var, og nogenlunde hvordan deres historier endte, meget ligesom vestlige publikummer møder en velkendt myte eller et eventyr med forhåndsviden.
Hvad der rent faktisk viser sig på en scene i Beijing
Få Beijing-scener opfører en enkelt fuldlængdeopera i ét stræk; i stedet samler en aften typisk en håndfuld kortere, selvstændige uddrag, ofte valgt specifikt for at fremhæve forskellige rollertyper og færdigheder gennem programmet. Det betyder, at en besøgende kan opleve en dramatisk scene fra Farvel min konkubine, et komisk eller akrobatisk uddrag fra et Abekongen-stykke og et show med malet ansigt jing, alt sammen inden for én aften i stedet for at forpligte sig til én lang fortælling. Det er et praktisk format såvel som et kunstnerisk — kondenserede uddrag rejser godt for besøgsorienteret programmering, og det gør det betydeligt lettere at følge med i, hvad der sker på scenen, hvis man på forhånd kender omridset af et par berømte historier, selv med engelske undertekster kørende samtidig.